Ny lokalplan forventes at bane vej for opførelse af mere end 50 nye boliger i Odense C

Ny lokalplan forventes at bane vej for opførelse af mere end 50 nye boliger i Odense C

En kombination af flere faktorer gør, at Odense fortsat er en attraktiv by. Den positive udvikling er med til at løfte markedet for investeringsejendomme, især boligudlejningsejendomme, fremhæver Rasmus Renner, indehaver af danbolig Erhverv Odense.

På billedet er den 8.973 kvadratmeter store projektgrund på Døckerslundsvej 187 i Odense C markeret. Her skal ny ejer opføre minimum 53 nye boliger som etagebebyggelse i 2 plan med vandret skel. Foto: danbolig Erhverv

God og stigende aktivitet i markedet for bruger- og investeringsejendomme mærkes i Odense, hvor byens fortsatte befolkningsvækst danner et solidt fundament under markedet.

De fleste større boligprojekter i Odense C ligger på enten Odense Havn eller i Slagteribyen, men en ny lokalplan i et andet eftertragtet område centralt i byen forventes at åbne for et privatejet byggeri med over 50 nye boliger.

Det drejer sig om muligheden for at opføre minimum 53 nye boliger i det populære Kochsgade-kvarter med let adgang til Odenses centrum og indkøb i for eksempel Rosengårdcentret.

Således er der nu en sjælden mulighed for et boligbyggeri i denne størrelse med central beliggenhed. danbolig Erhverv Odense er netop gået i markedet med investeringsmuligheden.

Lokalplan baner vejen

I forbindelse med udarbejdelse af lovbestemt udviklingsplan for det almene område ”Solbakken” er det blevet besluttet, at de nuværende bygninger på Døckerslundsvej 187 skal rives ned og erstattes af privatejet byggeri, hvorfor der netop nu er en unik mulighed for at erhverve et byggeprojekt i Odense C i denne størrelse med mindst 53 nye boliger i et 2-plans-etagebyggeri.

Ejendommen er beliggende som sidste ejendom på Døckerslundsvej med rækkehuse og Syddansk Erhvervsskole syd for ejendommen, CSV-skolen nord for ejendommen samt Ejbygade mod Øst.

”Der er tale om en sjældent udbudt købsmulighed i Odense C, hvor ny ejer er garanteret at kunne bygge minimum 53 boliger i 2-plans-etagebyggeri på en 8.973 kvadratmeter stor grund,” fremhæver indehaver Rasmus Renner, danbolig Erhverv Odense.

Forventningen er, at der ved udarbejdelse af lokalplan for ejendommen Døckerslundsvej 187 skal opføres minimum 53 boliger som etagebebyggelse i 2 plan med vandret skel, så der bliver lejligheder i stueplan og på 1. sal. Aktuelt er der ikke sat rammer for bebyggelsesprocenten på ejendommen, da det vil være op til købers ønsker i forbindelse med lokalplanudarbejdelsen.

På Døckerslundsvej 187 er der i dag opført 34 små rækkehuse og et fælleshus på samlet 2.110 kvadratmeter, som alle må vige for det nye projekt.

Erhvervsmægler: Odense er en attraktiv by

”Odense er en attraktiv by i fortsat positiv udvikling, hvilket ses på befolkningsvæksten, som igen er underbygget af stærke og hyggelige handelsområder, byens blomstrende erhvervs- og kulturliv samt ikke mindst status som en af landets største studiebyer. Disse faktorer er med til at drive og forstærke markedet for investeringsejendomme. Det gælder særligt boligudlejningsejendomme, som – med rette, centrale placering og størrelse som denne købsmulighed – altid vil være eftertragtede i Odense, både for investorer og lejere,” forklarer Rasmus Renner.

Ifølge befolkningsfremskrivningen fra Danmarks Statistik kan Odense Kommune se frem til en befolkningsvækst på 3,3 procent i perioden 2025-35, så indbyggertallet kommer op på 217.700 om 10 år – svarende til en vækst på 6.900 flere indbyggere.

Odense Kommunes egen befolkningsprognose viser en højere befolkningsvækst end Danmarks Statistiks fremskrivning. Konkret viser kommunens fremskrivning, at Odense vil have 225.300 indbyggere i 2035 mod et indbyggertal på 210.800 den 1. januar 2025. Det svarer til en forventet befolkningsvækst på 6,9 procent frem mod 2035. Eller 14.500 flere indbyggere om 10 år – hvis fremskrivningen holder stik.

Se informationer om projektejendommen på Døckerslundsvej 187 i Odense C her

Søren Duran Duus

Artiklen er skrevet af journalist Søren Duran Duus, der har over 15 års erfaring som chefredaktør, onlineredaktør og kommunikationsspecialist/-rådgiver. Søren har siden 2018 intensivt beskæftiget sig med det danske marked for erhvervs- og investeringsejendomme og er i dag freelancejournalist med fast tilknytning til danbolig Erhverv.