Holbæk Havneby - Dagligvarebutik på 1003 m²
Projektet Holbæk Havneby er beliggende i Holbæk Centrum i havneområdet, der er under udvikling til et attraktivt bolig- og rekreativt område. Området kombinerer dagligvarebutik, specialbutikker, restaurant, Food Market, levende værksteder, almennyttige boliger og ejerboliger.
Bygningskomplekset opføres som en tung base i beton, hvor alle projektets publikums-orienterede funktioner, samt den overdækkede parkering samles. Ovenpå basen disponeres boliger, som udtrykker sig som en let zinkbeklædt konstruktion. Mod Blegstræde er strukturen forholdsvis lukket for at afskærme boligernes taghaver på 1. sal, og for at danne et modspil til den forholdsvis formelle facadekarakter på nabobygningen Kanalstokkene.
Mod nord/øst etableres Bropladsen som en introduktion til bebyggelsen, ved ankomsten fra Kraghs Brygge. Bropladsen formidler og markerer sammen med den kommende kunstbro, overgangen fra Bryggen til Holbæk Havneby, og danner et nyt sted i byen. Mod vest og Havnepladsen åbner strukturen sig, så beboerne får glæde af aftensolen og udsigten over pladsen. Den afbrudte facade mod Havnepladsen danner en naturlig overgang til den gamle havns mere fragmenterede bygningsstruktur.
På 1. sal etableres almennyttige boliger, og herudover 5 ejerlejligheder mod havnen med egne altaner. På 2. sal etableres 12 ejerlejligheder med egne tagterrasser.
Har du spørgsmål, eller vil du vide mere om denne ejendom? Send en besked til os.